Kolonnekørsel i Bremdal-MC køreklub

kolonne

MC-kørsel i kolonne!!

Det kan være fascinerende at køre motorcykel i kolonne-orden. I hvert fald er det ret praktisk og bidrager i væsentligt omfang til at højne sikkerheden. Det er derfor vigtigt at følge nogle af de temmelig enkle retningslinjer, som gælder for kørsel på MC i kolonne.

Indtag en zig-zag formation under kørslen, ved skiftevis at vælge vognbanens venstre og højre side, med forreste MC i yderste, venstre position!. (se Picasso grafikken til venstre) Dette giver større synsfelt og bremselængde - og et bedre og større udsyn over alle de andre MC'er i kolonnen. Desuden får det gruppen til at syne af mere for de øvrige trafikanter - man bliver til en kolonne - som de i højere grad vil respektere. Det skal de også i flg. færdselsloven, hvori der er formuleret en række forhold omkring kolonnekørsel; bl.a. om fri passage for kolonner og sluttede optog.

Markér din placering i formationen tydeligt, så de øvrige MC'er er klar over om du er venstre- eller højremand. På den anden side skal man heller ikke fedte så langt bagude, at man lige så godt kunne være med i en anden kolonne fra nabokommunen... Afstanden afhænger selv sagt af farten og forholdene. En afstand til den forankørende på 11 - 12 meter ved 60 km/t vil som oftest være hensigtsmæssig. Forsvinder en deltager ud fremme i kolonnen, rykker de bagvedkørende frem. Så vidt muligt undgås baneskift i den forbindelse!

Når man skal standse, f.eks. ved en vejudmunding, et kryds eller andet, samler man zig-zag formationen, idet højremanden kører frem på siden af venstremanden. Derved bliver kolonnen kortere, og deltagerne får bedre udsyn og orienteringsmuligheder. Desuden bliver det lettere for gruppen at komme i gang igen og komme samlet over krydset. Der er ofte en tendens til at kolonnen bliver forlænget unødigt efter et stop, fordi der ned gennem kolonnen fedtes lidt med den funktion, som sidder i højre håndtag på en MC... Altså: vær lidt opmærksom, og reagér med det samme, når de forreste sætter igang!

Er det en størrer sag med mange deltagere og hjælpekørere til at lukke af i siderne ved passage af krydsene, aftales dette naturligvis inden afgang.

Signaler fra jernbane, udrykningskøretøjer og lign. skal af indlysende årsager respekteres.

Passer det nogenlunde jævne tempo forrest i kolonnen ikke rigtigt dig eller din MC, kan du placére dig længere nede i rækken, hvor tempoet typisk varierer lidt mere. Dette kræver til gengæld ekstra opmærksomhed.

Er du ikke fortrolig med kolonnekørsel, så vælg en plads fremme i rækken. Hold altid din plads i kolonnen under kørsel. Får du lyst til at skifte plads, så gør det under en pause.

Bagest kører som oftest en opsamler, der hjælper hvis nogen får problemer.




design, programming and webhosting by Apollomedia